CUY - KÆMPEMARSVINET!
Cuy'en er et kæmpemarsvin, som stammer fra Sydamerika. Her er de opdrættet i tusindvis af år, som køddyr til slagtning. Det er helt almindeligt, i bjerglandsbyerne i Andesbjergene, at en familie har en flok på mindst 20 Cuy'er gående i køkkenet.
Det er bevist, at Cuy'er allerede 4000 år før Kristus, blev holdt som husdyr af urbefolkningen. Flere af de indianske stammer, som dengang tæmmede marsvinene, eksisterer slet ikke mere. Heldigvis har nogle få folkeslag perfektioneret Cuy-avlstraditionen helt frem til vor tid.
Der findes flere navne for dette kæmpemarsvin, men den mest almindelige betegnelse er slet og ret "Cuy", navnet som dyrene fik, på grund af deres gryntende lyde. Cuy'er er altså blevet holdt som husdyr gennem de sidste 6000 år og tæller sammen med lamaer, alpacaer og vicunaer som "Andesbjergenes nyttedyr".
Cuy nyder en meget høj anseelse, både som spirituelt, men også i betydningen som næringskilde, idet kødet er meget proteinrigt og kolesterolfattigt. I ældre tid var Cuykød almindeligt som rejseproviant, når man til fods drog rundt i bjergene.
Da de første Cuy'er blev indført til Europa, af nogen af de første opdagelsesrejsende, begyndte avlen at tage to forskellige retninger. I Europa gik avlsarbejdet fortrinsvis på, at fremelske forskellige farve- og strukturracer, som efterhånden degenerede marsvinet. Hvorimod man i Sydamerika lagde større vægt på størrelse, robusthed og kvalitet som kødleverandør.
Næsten enhver Indio holdt Cuy'er, for dyrene var lette at håndtere. De var ikke kræsne, men åd alt der var grønt, ja endda køkkenaffald, hvilket indbragte dem navnet "svinet fra Guinea". I tidens løb udvikledes flere lokale Cuy-avlsstammer, som var forskellige i pelsstruktur, kropsbygning og vægtklasse.
I Sydamerika skelner man imellem to grundtyper af Cuy’en:
Den ”bracoide” type:
· Bygget lige højt for og bag.
· Kompakt krop med runde former
· Korte ben
· Prismeformet hoved
· Vokser i bredden, har god muskelansættelse, bliver ikke så let fede, meget værdsatte i avlen
· Findes overvejende i de højere egne i Andesbjergene
Den ”graoide" Type:
· Meget spidst hoved
· Forlænget pileagtig krop
· Vokser i længden
· Danner mindre muskelfibre, har tendens til at blive fed og til at udvikle bindevævssvagheder, derfor ikke så anset i avlen.
· Findes hyppigst i de lavere beliggende egne i
regionen
Selvfølgelig eksisterer de samme strukturracer i Sydamerika som herhjemme, kun har man dem ikke som helt renavlede. Man må ikke glemme, at vore marsvin ”nedstammer fra Cuy’erne”, således, at alle de af os fremavlede kendetegn allerede må have ligget et eller andet sted i arvematerialet (generne). Dyrene bliver opdelt i 4 klasser, alt efter pelstype:
Type 1: Glathårede, engelsk og amerikansk crestede, træffes hyppigst.
Type 2: Abyssiniere, har lidt længere pelshår, er ligeledes meget yndede.
Type 3: Langhårsdyr, lige meget hvilken pelsstruktur. Træder mere i baggrunden, da
Sydamerikanske avlere klager over, at de ikke er lette, at pleje og at deres
slæb kan være en hindring for parring.
Type 4: Dyr med korte ru pelshår. Bliver mere og mere populære, på grund af deres
rolige temperament.
Klassifikationen af farverne er meget nem, nemlig: sort, brun, gul og hvid.
De mest almindelige farver på Cuy'en er de lyse farver som: hvid, creme/hvid, rød/hvid. De mørke Cuy'er, sorte og agouti, er mere sjældne, disse bliver særligt udvalgt og især brugt til rituelle og medicinske formål.
Noget der i sydamerika er helt selvfølgeligt og ønsket, er Cuy’ernes kæmpevækst. Det bliver anbefalet avlerne, altid at udvælge de bedste ungdyr. En han bør i en alder af 4 måneder opnå en vægt på mindst 1 kg og en hun på 3 måneder skal veje mindst 700-800 g. Disse unger opnår ved store kuld absolut fødselsvægte, som vi kender fra vore almindelige marsvin, nemlig mellem 100-150 g, men Cuy’erne tager dobbelt så meget på om dagen. I gennemsnit godt 100 g om ugen.
I en alder af 3/4 til 1 år vejer disse kæmper 2,0 til 2,5 kg, mindre eksemplarer ofte kun 1,8 til 2,0 kg. Den største kæmperace ”Cobayo” kan med en kropslængde på 50 cm sågar opnå en slutvægt på 4,6 kg.
Man må tydeligt advare mod krydsningsforsøg mellem Cuyhanner og almindelige marsvinehunner, og det ikke kun på grund af de primære størrelsforskelle. Også Cuy’ens knoglebygning adskiller sig tydeligt fra vore europæiske marsvins.
· Kantet – benet, stort kranie
· Kødfulde poter
· Ofte et forlænget haleben
· Ved ”Cobayo’erne” er brystkassen anlagt bred og spidst udløbende
· Man ser hyppigt polydaktyli (overtallige tæer)
Også om Cuy’ens karakterkendetegn blev der ofte berettet. Således blev det slået fast, at Cuy’erne ikke ubetinget er egnede som kæledyr, da de ind imellem kan reagerer meget sky og panikagtigt. Også i flok kan de optræde mere rabiat og groft. Således er der til hver han en overhun, som enten kraftigt afviser andre underhunner, eller tillader dem at være i haremmet og dermed tolererer dem. Parforbindelsen mellem hannen og overhunnen er så stærk, at hele gruppen lider under det, hvis man skiller dem ad.
Ovenstående er uddrag fra: - R. A Trujillo Bravo (1994): Biologia del Cuy - Vol. z. ESPC, Riobamba.EC.
- Dr. J. Esquivel R. (1994): Criemos Cuyes. IDIS, Cuenca-EC.
Andre oplysninger om Cuy!
Cuy'er er noget mere vilde af temperament end vore almindelige marsvin og kan bestemt ikke anbefales som et førstegangs marsvin, eller som kæledyr til mindre børn. Derimod er Cuy'en utrolig spændende, hvis man i forvejen har kendskab til og forståelse for marsvin.
Cuy'en kan let tæmmes og blive kælen, men det kræver en daglig indsats og en god portion tålmodighed. Heldigvis er Cuy'en, på trods af sit "naturtemperament", ikke værre til at bide fra sig, end alle andre marsvin og det vil sige, uhyre sjældent.
Cuy spiser det samme som alle andre marsvin, dog anbefales det, at give betydeligt mere saftfoder (grønsager) og hø og holde lidt igen med kraftfoderet.
Drægtighedstiden for en Cuy er også den samme, altså fra ca. 68 til 72 dage og kuldstørrelsen er oftest på 3-6 unger.
En Cuy bliver typisk omkring 3 år gammel, men der er mange eksempler på Cuy'er, som er blevet helt op til 9 år.